Indhold
Vandforsyningsplanen indeholder en beskrivelse af vandværkerne og de mindre forsyninger i kommuen samt krav til den fremtidige forsyning.
Vandforsyningsplanens indhold
Vandforsyningsplanen indeholder en beskrivelse af vandforsyningsstrukturen i Høje-Taastrup Kommune nu og fremover. Det fremgår af planen hvilke vandværker, der forsyner borgere og erhverv samt hvor i kommunen, der er ejendomme med private boringer og brønde. Udgangspunktet er grundvandsressourcen, som skal kunne levere rent drikkevand til det forventede behov i kommunen.
Vandforsyningsplanen er opdelt i nedenstående kategorier med en beskrivelse af de forhold, som har betydning for den fremtidige vandforsyning i kommunen.
GRUNDLAG FOR PLANEN. Dette afsnit beskriver de generelle forhold samt de målsætninger, som kommunen i samarbejde med vandværkerne vil arbejde for fremover. Der er angivet retningslinjer for at opnå de enkelte målsætninger. Desuden er der en beskrivelse af de tiltag, som vi allerede gør for at opnå de enkelte målsætninger.
FORSYNINGSSTRUKTUR. I dette afsnit er der en generel beskrivelse af forsyningsstrukturen i Høje-Taastrup Kommune med angivelse af nuværende og fremtidige forsyningsområder. Der er en beskrivelse af, hvor der fremover skal etableres nye ledningsstrækninger og nødforbindelser for at sikre forsyningssikkerheden.
VAND OG FORBRUG. Afsnittet beskriver det aktuelle forbrug af vand og det forventede behov fremover i forskellige områder af kommunen. Der er en generel beskrivelse af grundvandsressourcen i kommunen og kvaliteten af drikkevandet. Der er også et afsnit om de fremtidige udfordringer med klima.
VANDVÆRKER. I forbindelse med udarbejdelsen af vandforsyningsplanen har kommunen været på tilsyn på alle vandværkerne. På baggrund af tilsynet og oplysninger fra de enkelte vandværker er der en beskrivelse af hvert vandværk og deres handleplan for fremtiden.
PRIVATE BORINGER OG BRØNDE. I Høje-Taastrup Kommune er der også en del private boringer og brønde i det åbne land, som der er en beskrivelse af her. Der er både privat indvinding til enkelte husstande og til markvanding, men også til ejendomme med kommerciel aktivitet, som er forskellige erhvervsmæssige formål.
KORT. I dette afsnit er de kort, som er anvendt i vandforsyningsplanen, tilgængelige. Det er muligt at se hvilket vandværk, som forsyner din ejendom samt nuværende og fremtidige forsyningsområder.
TILLÆG. Ved udarbejdelse af tillæg til vandforsyningsplanen, vil de være tilgængelige i dette afsnit.
Vandforsyningsplanen findes kun som en digital plan. Det er muligt at lave en pdf af de enkelte sider i planen, som kan gemmes eller printes.
Lovpligtigt indhold
Høje-Taastrup Kommune skal udarbejde en vandforsyningsplan efter § 14 i Lov om vandforsyning m.v. jf. lovbekendtgørelsen nr. 1450 af 05-10-2020.
Indholdet af vandforsyningsplanen er beskrevet i § 3 i Bekendtgørelse om vandforsyningsplanlægning nr. 831 af 27-06-2016.
§ 3. Vandforsyningsplanen skal indeholde følgende:
1) Angivelse og lokalisering af de forventede behov for vand i kommunen, fordelt på forskellige forbrugergrupper (husholdning, institutioner, industri- og håndværksvirksomheder, landbrug, herunder markvanding, gartneri, samt dambrug m.v.).
2) Angivelse af beliggenheden og kapacitet af de bestående almene vandforsyninger med tilhørende behandlingsanlæg, beholderanlæg og pumpeanlæg samt beliggenhed af vandforsyningernes ledningsnet, herunder eventuelle forbindelsesledninger mellem vandforsyningerne.
3) Angivelse af, hvilke dele af kommunen, der påregnes forsynet med vand fra indvindingsanlæg på de enkelte ejendomme eller fra ikke-almene vandforsyninger, og hvilke dele af kommunen, der straks eller senere påregnes forsynet fra almene vandforsyninger.
4) Angivelse af de bestående almene vandforsyninger, der skal indgå i den fremtidige vandforsyning i kommunen, herunder deres ejerforhold, og af beliggenheden og kapacitet af fremtidige almene vandforsyninger.
5) Angivelse af de nuværende og fremtidige forsyningsområder for almene vandforsyninger i kommunen.
6) Angivelse af om der skal tilføres vand fra andre kommuner, eller om der fra kommunen kan leveres vand til forbrug uden for kommunen.
7) Angivelse af hvorvidt der skal etableres, nedlægges eller udbygges almene vandforsyninger for at sikre en tilstrækkelig og hensigtsmæssig forsyning i kommunen.